Bar-branchen netop nu

Thornæs Destilleri har fart på

Det lille destilleri Thornæs fra Kagerup i Nordsjælland hviler ikke på laurbærrene. Knap er blækket tørt på sidste måneds kæmpeordre til Storbritannien, før Thornæs Destilleri har indgået aftale med spiritusgrossisten Sprit & Co. Sprit og Co vil fremover forhandle whisky, snaps, æblebrændevin og gin fra Thornæs Destilleri til landets restauranter og caféer.

 

Årets gave til vin-entusiaster

Er du træt af at troppe op med en flaske under armen når familiens vinkender inviterer? Så er der hjælp at hente med Water & Wines håndtegnede puslespil af kendte vindistrikter fra hele verden. Gaven har en ekstra feel-good-dimension idet Water & Wines lover at plante et træ for hvert solgte puslespil og derudover give en donation til at forbedre adgangen til rent drikkevand globalt.

 

Nye anklager mod Mikkeller
Historierne om dårligt arbejdsklima hos Mikkeller-koncernen fik i sidste måned hver tiende gæst til at bede om at få refunderet deres billet til Mikkeller-ølfestival. Hvis Mikkeller havde håbet på, at det værste var overstået, må de tro om igen, for nye anklager om sexisme og psykisk chikane bliver ved med at dukke op. Den australske erhvervskonsulent Kate Bailey er på vej med podcasten ”Super Cool Toxic Workplace”, som er produceret på baggrund af interviews med 64 mennesker, og tegner et portræt af Mikkeller, som ikke er kønt. Det handler ikke blot om #metoo-sager, men i lige så høj grad om en larmende tavshed og mangel på handling fra ledelsens side. Kenneth Madsen, der er administrerende direktør i Mikkeller, medgiver, at virksomheden har været for længe om at sige farvel til medarbejdere, der har bidraget til en dårlig arbejdskultur. Ifølge Berlingske er DR på vej med en udsendelse om arbejdsklimaet hos Mikkeller, så vi har nok ikke hørt det sidste fra Mikkeller i denne sag.

 

Sommeren 2021 var en rigtig ølsommer

Hvis nogen havde spået, at vi gennem vinteren og foråret 2021 havde opsparet et behov for at mødes i store flokke og drikke mange øl, når det blev sommer; ja – så havde de fuldstændigt ret. Sommeren 2021 gav et rekordsalg, der langt overgik både det meget magre 2020 og også det mere normale 2019. Bryggeriforeningen fortæller til Børsen, at sommerens ølsalg blev 10% større end salget i den tilsvarende periode i 2019. Har du eller andre fornemmet, at der var ekstraordinært godt gang i festlighederne denne sommer, er det altså nu dokumenteret meget konkret.

 

Højere løn skal holde på de unge i kaffebranchen

Starbucks tager nu kampen op mod det unge personales flugt til andre brancher. Fra nytår hæver de lønnen med 19 kr. i timen til gennemsnitligt 108 kr. i timen. Det bliver interessant at følge med i, om de andre kaffekæder følger med, eller om Starbucks får et kvalitetsløft fordi de vil kunne håndplukke det bedste personale fremover.